På sin vej på æselryggen
kom han til Jerusalem.
Folket ventede med skyggen
og tog palmebladet frem.
Fra en plads på solterrassen
løsned' han sit tungebånd,
så de glemte helt tristessen,
mens han talte tro og ånd.
Da en torsdag fulgte efter,
som blev både ren og skær,
gik han rundt og samled' kræfter,
de fik brød og vasket tæ'r.
Men i afmagt stod hver borger,
for da fredag blev så lang,
fyldtes dagen kun med sorger,
da han død på korset hang.
Det blev lørdag, der var stille,
helt fra daggry lå de brak.
Hver en tanke blev så lille,
deres verdensbilled' sprak.
Kunne de en fremtid vente,
hvor en fjende bli'r en ven.
Der var ingen ro at hente,
det blev hurtig nat igen.
Næste morgen blev det søndag
hvad sku' det mon ende med,
men det blev for dem en køn dag,
munden talte atter fred.
Deres helt stod op fra graven,
og hans død gav liv igen.
Der blev fest og glød i haven,
strid og ufred sygnet' hen.
Fra en mandags trygge palmer
til en bænk i kirkerum,
kan vi synge lykkesalmer
uden helt at virke dum.
Der er plads til fromme glæder,
i den verden vi er til.
Der er plads på tomme sæder,
man må tro, om det man vil.