Vi har gravet ud og kan nu nyde det nye beskyttelsesrum. Der afventes, og våbnene er til at gribe fat i. De fleste våben består af computere og man kan jo indtil videre skaffe strøm. Nyder at hvile lidt ud efter indsættelsen, der kom til at vare længere end anden verdenskrig, for mig dog kun af privat regional betydningskraft. Ret sjov rekord at fortælle børnebørnene om. Desværre lever børnebørnene jo med deres forældre ikke i commandozonetidszone. De har ikke de tanker. Men en dag falder de ind i sig selv, fordi verden er død på næring, og så vil de tænde den indre commandomotor og finde mine spor, hvem ved, måske, og ane kød og honning og biokraft bag sporenes gestus. Jeg har en kærlighed til den her livsform. Dyret og manden, byttet, grundkraftnaturen i opgaven chefen ikke vil se dig miste ud af hænderne, ja disse enkle veje til rene kilder, som nu den suveræne udnyttelse af værktøj af forskellig art, genvejene man kan på et gribebræt til en anti-fake omverdensakkord alle mente var umulig at tage med mine gamle fingre. Søvnen er god i sådan et liv, maden smager en godt, og man pisser stadig med kraftig stråle.