Når tilværelsen bliver en omvej
Og min kamp for mig
Bliver min kamp om mig
Når tilværelsen toner bleg
Hvad er der så blevet af mit jeg
Mit indre leger en farlig fangeleg
Overlever jeg mig selv
Jeg taler i munden på mig, min indre duel
Kan jeg finde mig selv som alternativ
At vente på et liv skal begynde bliver mit liv
Omk: Med håb om at overleve mig selv
Kæmper jeg mine kampe, min personlige duel
Med mig selv som eneste aktør
Ser mig selv udefra, er jeg blevet skør
Jeg begår vold mod mig selv
Uden det store held
Flygter ind under helvede som individuel
I håb om at overleve mig selv
Min tilværelse er lige så stille gået i hi
Sidder helt tavs og ser livet passere forbi
De stille stemmer i mig
Råber et tyst skrig om en flugtvej
Råber anmassende højt om
De sår de afstedkom
Medens tiden suser forbi
Føler jeg mig tom indeni
Til trods for knuden i maven
Er hulrummet blevet afskedsgaven
De stille stemmer der hvisker infantilt
Et tyst nødråb, panisk og febrilt
Huden og kødet omslutter blot en tom kerne
Har svært ved at kommunikere, ville ellers gerne
Eskapisme som eremittens ensomhed
En flugt der bliver ved og ved
Angsten for at de gennemskuer mig
Og ser en sjæl der er skræmt og fej
Jeg kan ikke finde ud af at dø
Jeg har aldrig prøvet det, jeg må sejle min egen sø