Knækket pølse, tabt filmmørkekammer, papkasser med fotografiudstyr fra en anden tid står i regnen bagved skuret i din elskedes have. Du tager hjemmesko på, for du har ikke tid til andet, og dit projekt denne formiddag bliver at hente det grej ind fra den våde papkasse i denne våde have, og vaske skidtet af fremkalderspoler og tænger og fixer,stopbad og fremkalderskåle tængerne skal stå i...
...og tørre tingene,også din maskine, som man placerer negativerne i fra den film du selv har fremkaldt i ilford id 11 eller AGF's rodinal. Åh Gud, åh Maria, for blot endnu engang at smage disse navne, denne tid, din ungdom, på tungen når en ven og du debatterer, ja dette ønsker du at gøre til en medie kultur med ny styrke, det analoge fotografi, for at mærke ungdommens sus i årerne endnu engang før du må dø fra denne planet. Gudskelov kan film og kemi til sort hvid fotoprocessen stadig skaffes. Men det psykiske helbred tåler ikke disse brainstorm processer du får udviklet. Det danner psykose i dig at lave disse foto udstillinger baseret på original alt for inderlig tænkning. Du frygter det. Som Leonard Cohen i sangen Halleluja frygter det.