En kvinde og en lignelse med mange ubekendte
Alle beregninger alle facit er endevendte
Hun har brug for rette linjer, et liv med syntakser
En tilværelse med koordinatsystemer, x og y akser
Et tankesæt der er sat op i systemer
Ingen skarpe hjørner kun rette vinkler
En verden i kasser er kongstanken
Pension opsparing og penge i banken
Hjertet er blot en muskel med fire kamre
Hjernen er et bundt nerveceller, ingen grund til at jamre
Drømme er blot tanken der leger blindebuk
Diamanter er blot kul under kraftig tryg
Vi er molekyler, celler og dna
Det er hendes administrationsgrundlag
Omk : Der var så meget hun kunne regne med, der var så meget hun ku
Men tilværelsens mente blev hendes Waterloo
For bag de mælkede øjne var der en kvinde, en mor, en elskerinde
Trods den lidt falmede botanik et menneske der ikke ville holdes inde
Kvinden i spejlet var ubekendt
Hvad var det dog der var hændt
Bag den brugte krop var der en kvinde der ville elske
Men nu er kroppens patinerede folder det rebelske
Angsten for det uundgåelige, får hende til at gå i cirkler
For ingen skal løbe om hjerner med hendes snirkler
Hvis øjne kunne dræbe ville det være en øjenåbner
Hun kredser om cirkler, går i ring, ingen genåbner
Hvad kommer til at ske, det ene og det andet på en gang
En kort en lang, nanosekundet før big bang
En ret to vrang og en kvadratrod blev komfortabel
Et liv i staccato, de sidste ubekendte blev kapabel
Hendes liv gik i cirkler, det var kastet til hjørne
Hvor blev rosen af, nu er der lutter tjørne
Med alderen havde hun mistet den fjerde potens
Alle hende decimaler er gået i minus imedens
Du skal aldrig pisse om hjørner med hende, hun er ikke dum
Tilværelsens facit bliver livets sum