Når symfoniens toner fanger mig
og vækker min sensitive puls,
dukker ordene frem fra deres gemte skjul
og rykker i mig.
Jeg skriver i mørket i mine tanker,
som violinspilleren der strøg sin bue
i orkestergraven
for at blive fri for øjne,
før han døde.
Når melodierne får dybe undertoner
der passer i mit sind,
står resten af musikken og banker på
ved angstens port.
Kun der er jeg ensom i min egen verden.
Kun der stopper alt og begynder forfra.
Jeg ville aldrig være fri for at skrive.
Jeg mistede bare inspirationen
og fik min modvilje til at leve
til gengæld.
Måske kan jeg finde dem igen,
spejlet af følelser og ord der giver genklang
i harmoniens orden.