Nådens engel var der vel for mig
Nu er det blevet tid til at sige farvel
Tid til at fælde en tåre, fra mig og for dig
Vi forsøger at tage det med oprejst pande, bliver lidt formel
En imaginær majestæts sidste kald
Stoisk smuk, dronningens fald
Du var engang Alice i dit underland
Jeg var Orfeus der var lyst i band
Et paradoks i en over verden
Mellem stilstand og en manisk færden
Kærligheden var svær at kode
En Macbeths saga på en uforståelig klode
En Shakespeare tragedie
En Ipsen komedie
Et acoppylus af bibelske dimensioner
Vi levede op til alle Kafkas ikoner
OMK : Dronningens fald
Og jeg som hoffets skjald
Der fortalte halve sandheder
Kors hvor har jeg fortrudt, thi siger jeg eder
Vi glemte alt hvad vi havde lært og set
Udsyn i den blinde vinkel, et intellekt i narkose
Vores alfabet blev analfabet
Åndelig armod og sjæle i fald, er en usund symbiose
Intellekter med veludviklede kompetencer inden for givne felter
Vi kommunikerede med det vi havde under vores bælter
Det bragte os ikke meget hæder
Dronningens nye klæder
En despotisk alliance
En der var mental ude af balance
Og den grå eminence bag manden med leen
Det var ham der tog teten fra feen
Han havde ikke læst skriften på vægen, kun Tolstoj
Hun læste Facebook, hendes like procent var skyhøj
Hans ego havde stået højest på hans intellekt
Hun var udelukket blevet forvandlet til hans kønsobjekt
B : Lad os hele hvad der er itu
Lad os tilgive, og komme kærligheden i hu
Lad os skrifte vores synder, lad os klinke skårene
Lad tiden hele sårene med årene
Tilværelsen er så skrøbelig, lad os strække os mod forsoning
Lad os være geniøse med bitterhedens nedtoning