Vi er forsvundet nu
men en kondens
af vores åndedrags forfald
hænger endnu
som et laminat her i rummet
oven på århundreder
fanget herinde
Der er en vind
gennem gangene
der hyler som rustet stål
Som sandpapir
der stadig sliber
vores overflader
Vi var en tyngde af kroppe
valgt for de tanker
vi nedskrev i hæfter
fra et tabt årti
Vi blev ældre i disse rum
mens vi støbte hinanden
i nye skabeloner
og flød videre ud i verden
som spildt fløde på stenet jord
Måske blev vi næring