Hun sagde jeg elskede dig virkelig
Jeg sagde, jeg ved det, men jeg elsker dig stadig
Der havde været tider med letsind og lyse dage
Et tilstedevær uden men og hage
Livet er en gave, når man ikke har andet at lave
Vi sad på den yderste gren og begyndte at save
Prinsen på den hvide hests fald
Inders inde havde vores ego været vores største kald
Hendes sjæl var kreeret af alt andet end mig
Dine fingeraftryk under huden på mig, fra dig
Omk : Jeg gør så meget for intet at gøre
Orker ikke at gå gennem nye døre.
Verden sejler, skibsfaret har jeg aldrig forstået mig på
Orker ikke at bryde ud og kaste mit åg
Kaffelatte med Hitler og en platte med Mussolini
Min psyke og sjæl ligger i krig
Jeg gør så meget for intet at gøre
Ville så gerne have mit på det tørre
Det hele bliver mere evolution end en revolution
Det blev et profetisk Stockholm syndrom
Jeg blev så provokeret at jeg blev stigmatiseret
Mine handlinger gjorde mig fysisk rundbarberet
Men vi har da i det mindste noget, hvis vi har et problem
Min ånd og mit intellekt har fået eksem
Var ikke bleg for at skrifte vores syndige leg
Nu forstenes jeg, i en tone lysere end bleg
Blodet står stille i mine åre
Jeg strækker mine våben og knækker min kåre
Jeg skjuler mig i min nedbrudte ånd
Jeg gemmer mine tåre i min knyttede hånd
Du er tyndslidt under huden, i afmagtens sold
Jeg er vred, men tror ikke på vold
Nu tror jeg ikke engang på mig selv
Der findes vel ingen respektabel måde at sige farvel