Jeg voksede op under den "kolde krig"
Vågnede tit op ved lyden af mit eget skrig.
Mens jeg drømte om forrådnede lig.
Skrækken kunne overtage mit hovede
Det var lige meget hvor jeg boede
Krigen levede i min fantasi
Det kunne jeg bestemt ikke li'
Jeg frygtede at russerne ville komme
Og at mit liv inden længe ville være omme.
Jeg frygtede for alle mænd i min familie
og dengang fik man sjældent sin vilje.
Mine tanker løb løbsk og var ude af kontrol.
Jeg syntes at verdenen var rå og kold.
Jeg drømte om fred og ingen fare
Var fuldt bevidst om at intet kunne vedvare.
Som børn havde vi gadekampe
De andre børn skulle vi tampe.
Vi legede krig og soldater
Som var det et simpelt børneteater
Først som voksen var skrækken væk
Opdagede dog at livet kunne drive gæk.
Men tiden i dag er en anden
For nu må man sige både sgu og fanden.
Vi har lagt vægt på ord og ytringsfrihed
og det er lige meget om vi provokerer, fornærmer eller kommer hinanden ved.
for i dag må vi det hele
Specielt når vi vores egen kage skal mele.
Alle må sige lige hvad de mener.
Så er det lige meget om ordene forener.
Jeg ber' så inderligt om verdensfred,
Og om at krigen aldrig vil finde sted.
Men jeg hader storpolitik og kampen om verdensmagt.
Med disse ord fik jeg en smule sagt.