Hun var hudløs, det lå som en membran uden på hendes krop
Hendes tilværelse ville aldrig helt følge trop
Hun kunne være pro aktiv i at yppe kiv
Hun klamrede sig til det mindst siv, for at føle at hun havde et liv
Negativ kontakt var beder end ingen kontakt
Det skete at hun indtog et kønsakt
Blot for at føle at livet var tilstede
Så hun råbte skingert under sit ligklæde
Hun havde 1014 antal celler i sin krop
2028 celler giver to, men efter akten måtte hun give op
Hun var desperat for at vise at hun havde livet på sin side
Rene blanke lagener, skønheden måtte lide
Omk : Hun var tilbagetrukket i sit elfenbenstårn og måtte tage til takke
Uden udsyn, lukkede hun sig om den store tv pakke
Hun have et værelse med fjernsyn, og ikke meget mere
Noget fra en fjern tid, yppede kiv, hun kunne ikke agere
Hun ville så gerne leve, være et menneske
Hun ville så gerne have glæde, hun ville så gerne le
Hendes kavalergang havde kastet mange Cosmopolitan af sig
Men nu var hendes liv ikke længere en leg
Nærtagende som en skønhed der er ved at miste sin glød
Den flyvende Hollænder i havsnød
Skønheden og skrøbeligheden kom fra mere end gode tarv
Hendes verden gik ikke under med et brag
Helt tyst, den gik under med et suk
Den sidste epilog, med et tilbagetrukket buk
For at komme over en mand, skal man under en anden
Men det virkede ikke, nærmest som et slag midt i panden
Det var en sanselighed med modifikationer
En klinisk kønsakt med dysfunktioner
B : Hun ville så gerne leve, være et menneske
Hun ville så gerne leve, høre, tale og se
Hun pyntede sig med lånte fjer, hun ville så gerne leve
Hun lod den røde hane gale, hun ville så gerne leve
Hun ville så gerne leve, så hun forestillede sig
Hun ville så gerne leve, at livet en dag ville blive en leg
Lod skæbnen lette på ryggen af vallyrikerens pilgrims hær
Solens først morgenstråler havde så smukt et skær
Hun skuede den smukkeste udsigt over afgrunden
Udsigten til syndefaldet, helt nede på bunden.
Tågen letter og hun kaster sig ud
I et tidsløst sekund er hun tættere på gud
Hun vil så gerne leve, ikke være en spejlvendt eksistens
Hun tager springet for at blive en subsistens
Smagen af granatæble, den forbudne frugt eksploderede
Kundskabens træ pulveriserede, lyset annekterede, livet abdicerede
Snehvide havde smagt paradisets stridsæbles bitter smag
Nu åbnede der sig noget nydt, hun var på vej til et andet lag