Bag et nudansk irakisk smil er en hjernevinding, et signalstof trip, jeg forelsket føler ville kunne overgå de bedøvende rivotriler jeg vil have hende til at udlevere receptiøst. Straks overvejer den grå hjerne om hun ville finde sig i sin svigermor med et ligeså overbærende smil, hvis hun mødte min mor efter de dates jeg lige om lidt vil prøve at få hende inviteret ud på, inden hun når at se på skærmen, at jeg er på stoffer, lægeordinerede stoffer...Jeg siger højt ud i rummet, ups, det er min tur, jeg tager lige kalktabletterne, så jeg har et alibi...og tænker for mig selv recepten kan vente.
Hvilket alibi, spørger hun og smiler mindre.