Jeg ryster mit gamle krogede skelet,
mens jeg løfter det ud af det støvede skab.
Mit liv har ikke altid været let.
Det har fyldt mig med meningsløshed og tab.
Nu spørger jeg mig selv om, hvorfor jeg egentlig blev født.?
Og om hvorfor jeg skulle træde mine første skridt i elendighedens dal.
Hvorfor blev jeg som nyfødt af kulde mødt,
som var jeg en simpel illegal.?
Lige fra jeg tog de første barneskridt
her i jordelivets skole sal.
Da var det mere hårdt end blidt.
Og tit fyldt op med gråd og kval.
Jeg er fra flinkeskolens tid,
hvor alt blev fejet ind under gulvtæppets folder.
Jeg har til skæbnen sat min lid,
uden tanke på hvad den forvolder.
Jeg har haft både gode og dårlige forhold.
Og jeg har elsket, grædt og lidt.
Jeg har været i meningsløshedens vold.
Måske en smule mer end tit.
Jeg har råbt og jeg har skreget.
Mærket vanviddets ånd.
Jeg har med stærke følelser leget.
Og knyttet tætte ubrydelige bånd.
Jeg har både sejret og fejlet i mit liv.
Og jeg har affundet mig med folkets dom.
Jeg har været årsag til sladder og kiv,
fordi det sagte ikke kan siges om.
Men idag er jeg er glad for, at kunne grine af livet og af mig selv.
Specielt når jeg går rundt i "den varme luft".
Og erfare, at andre end jeg kan være et kvaj.
Så nu ønsker jeg kun at bevarer en lille smule af min sidste rest fornuft!