Vi har kun trætte ord tilbage
Vi har flydt i dem for længe
Vi lånte hinandens vinger for en tid
og sammen fløj vi helt deroppe
hvor ilten og fornuften var borte
Vi støbte fælles drømme
men af et urent metal
der ikke kunne hærdes til andet
end fortabte fantasier
I en skruetvinge
af de almindelige mangler
vores lidenskaber
ikke kunne tilgive
drev vi ud
i en syre af mistro
der ætsede de snapshots
af hengivenhed
vores sind gav hinanden
Deforme fotografier
samlet i en klump
af fugtig fare
nær hjertet