I Københavns havn er der en sømand der synger en sang
Om bristede illusioner og de drømme der var engang
Han dingler under lanternernes lys
De eneste vidner til hans fortabte kys
I Københavns havn er der en ensom sjæl
Knuste drømme og melankoli under en lygtepæl
I begyndelsen var der lys, han stod på egne ben i næsen
Knægten tog på langfart, uden at gøre det store væsen
Omk : Ud af lyset ind i mørket
Krop og sind gået i dørken
Nattens afvikling bliver til dag
I morgen er der atter en dommedag
Ud af lyset ind i mørket, i bunden af en flaske rom
Ud af lyset ind i mørket, han satte sin egen dødsdom
Han havde kendt glædespiger i Amsterdams bordeller
Købt lykke for en stund, en kærlighed der ikke gælder
Han havde oplevet søfare yppe kiv og kæmpe med kniv
En aggressiv sejler, ikke noget smukt syn for et ungt liv
Efter Biskajen var han gået i land i Mandalay
Han havde mødt Burma-pigen Abir May
Den smukkeste gudinde med et hjerte så stort
En blinkende kniv i middags solen, så alle toner af sort
En jaloux sejler havde tage taget hendes unge liv
Han blev aldrig den samme igen, hans sjæl yppede kiv
Han spredte hendes aske i Rangoon, ved Kinabugtens kaj
Tilværelsen blev så mørk, det var ikke længere nogen leg
Han talte med sig selv, blot for at vide om han var i live
Han måtte sejle sin egen sø, var der en grund til at blive
Skulle han rebe egne sejl, rommen blev hans sakramente
Kronborg om styrbord, druk blev hans testamente
Man fandt ham i Nyhavns grumsede vand
Han var for længst sejlet til et andet land
Sankt Nikolaus spillede på dommedags lur
Sirenerne kaldte lokkende, de havde en kur
Han gik planken ud og tog springet
I et kort øjeblik blev han bevinget
Han drog et lettelsens suk og så døde han
Endelig fred, så kom han til Afrodites land