Sneen daler sagte over botanisk have
En dag som i dag, er livet noget af en gave
Vi strækker våben og vores parader ligger lig
Mere optaget af kærlighed end af at føre krig
Men som et strejf, ligger dit nærvær lit de parade
Du bliver væk, kærligheden er ikke for de sarte
Jeg forsøgte, men slaget blev tabt med bravur
Vallyrikeren spillede på dommedags lur
Omk : Kærligheden efter stormen forpligter
Men du havde for mange dæmoner, for mange indre konflikter
Dit sind sprang læk, og lyset siver ud af din sjæl
Jeg havde sat dig op på en piedestal, men du satte mig på en pæl
Kærligheden efter stormen forpligter
Du satte synet for det blinde øje, man rammer som man sigter
Jeg var ikke bleg for at skrifte mine små og store synder
Kærlighed er ikke for en novice eller en begynder
Lad os blive enige om ikke at bære nag
Vi kæmpede dog for den samme sag
Men du havde tabt dig selv på gulvet og kunne ikke finde dig selv
Og måneopgangen varskoede ikke om bedre held
B : Kærlighedens hybrid begår hybris, øje for øje, tand for tand
Elskende i verden foren jer, thi kærligheden har ingen fædreland
Thi i er æren i alle evigheder
Thi siger jeg eder, vi går ned på vores knæ og beder
Lad lyst skinne på os, lad forsynet bede for os
Lad kærligheden blive et episk epos
Du forsøgte vel at springe dine snerrende bånd
Og de nøgne træer står som bønnernes hånd
Strækker sig mod himlen og sukker bønnens ånd
Og lyset er tusinde lysår væk
Her er tørke i hver et sind og i hvert en bæk
Sjælen tørkner og enhver ånd springer læk
Og medens månen mørkner, forsvinder du ud af min færden
Du forsvinder ind i en anden virkelighed, ud i en anden verden