Der var engang en høg der havde mistet sin monokel
Den havde tonet så højt, at dens piedestal faldt ned fra sin sokkel
Der var engang en ugle der havde mistet sin visdom
Den havde glemt sig selv og var nu helt tom
Der var engang en solsort der havde mistet mæglet
Et stemmebånd der var såret, det blev ikke længer kælet
Lyden af stilhed, tavshed blev det nye sort
Nattergalen måtte lide den tort, at dens sang blev slået i hartkorn med en hjort
Der var engang en turteldue der havde fældet en tåre
Den havde forladt sin elskede, skønt den ikke havde haft intentioner om at såre
Omk : Klap aldrig en sommerfugl hvis du ikke mener det
Se altid den anden side af smilet, lad altid det uhørte ske
Hør den anden side af facaden
Åben for alle sluser, og lad den falde, hele kaskaden
Gribe efter lyset for enden af tunellen
Vi kysser skyerne, under ilt cellen
Lad aldrig dagsværmeren klappe en sommerfugl
Svøm på tidevandet, lad aldrig dine passioner forblive i deres skjul
Lad os surfe på timeglassets sand
Lad os nyde dagens destruktion af natten, sådan ligger vores land
Vi rider på kaos og uorden
Vi svæver på en oldgammel torden
Ofelia lad os flyver ind i evigheden
Sirene messer at vi har forstået beskeden
Lad os blive vingebåren af midnatssolens brise
Lad morgendagen blive vores lise
Der var engang en der skuede hunden mod hårene
Et skæresommernats mareridt, bliver ikke beder med årene
Der var engang en ulv i fåreklæder
Men den måtte opgive, den høstede ikke megen hæder
Lad falde hvad ikke kan stå, den måtte kaste sin maske
Der var engang en fugl Føniks der rejse sig af sin aske
Men den havde glemt hvordan man basker med vingerne
Så den måtte lide den tort, at humpe hjem på spidsen af fingrene
Og det er dumt, for fugle har ingen hænder
Så fugl Føniks fik ry for at være distanceblænder