Jeg er ikke nogen og jeg ved det er fordi jeg er så ydmyget af at arbejde med patienter sammen med læger
der ikke finder alternative veje.
Jeg har ikke troen og jeg ved det er fordi jeg er så tilgivet af min kære kone
at jeg forventer, sammen med læger,
at der ikke findes nogle alternative lægende veje.
Det rimede. Men jeg har ikke et digt til jer idag for jeg er udmattet. Så følgende ord må følge:
Min søde kone er opdraget af læger og elsker deres værdighed og succes
og sociale evne til at stråle, og hun er så god ved mig at jeg mister min skarphed.
Jeg får en øl i solen serveret og bliver tykkere alt imens endnu en stesolid ryger over disken på mit psykiatri arbejde så der er ro på patienten når jeg møder på aftenholdet om tre timer og øllen er dampet af.
Jeg taler med læger og arbejder for dem fordi jeg synes man skal blande sig og hellere tage del i den pleje der nu engang er til rådighed end slet ikke at være i et omsorgsjob.
Der er så få af mine mandevenner der er i et omsorgsjob, og hvis de søger et omsorgsjob skal det være mandigt og noget med ambulancer. Jeg kan godt lide sprog og at sprog kan præge når jeg giver varme og indsigt og trygt kontinuitetshåb videre i patientplejen i et omsorgsjob.
Jeg er så lammet af alt dette at jeg idag ikke kan skrive et digt. Digte kræver medsving og dynamisklyrisk melankolsk nedsvingsgreb og medfølelse og romantik, og jeg føler digte skrives bedst når der er en revolutionær base eller åre i digterens liv som kan præge stemningen og romantikken. Hvornår får vi den behøvede revolutionskraft med ind i sundhedsvæsenet og for den sags skyld i børnehavepædagogikken...Jeg håber jeg igen bliver forelsket i mit arbejde. Jeg behøver ikke blive forelsket i en læge.