November pløjemark, de sko havde tjent hende godt, det var så det
De havde haft mange oplevelser samme, så længe de var til
Hun snublede over jord knoldene, en muld så fed
Den sorte ager jord ville ligesom suge hende ned
Men hun måtte videre, koste hvad det ville
Hun havde ingen valg, hun følte sig så lille
Hendes fædre gård nærmede sig i horisonten
Engang så trygt, nu med angst på hjemmefronten
Omk : Hun forsøgte at nå horisonten
Hun løb med livet i brystet for at omgå tidshorisonten
For at nå den trygge favn, der havde båret hende ved døbefonten
Hun løb for at nå stemmen der havde defineret hjemmefronten
Barnet i kvinden forsøgte at nå horisonten
Dørens hængsler knirkede, det skulle havde været så trygt
Men i dag bandt døren mere end sædvanligt, det var helt forrykt
Hede røde kinder i entreen blandt støvler og træsko
Hendes spejlbillede i oprør, og barndommens indbo
Hektisk ånde, den afskallede kommode og andet bohave
Engang den omsorg hun havde fået i vuggegave
Varmen fra barndomshjemmet slog hende normalt i møde
En duft af surdej, henkog og syltede bær, de mest blodrøde
Støvfnuggene hang tungt i stuens fortættede luft
Hun kunne endnu fornemme barndommens duft
For sidste gang, nu var barnet i kvinden forsvundet
Den ro barnesjælen er bundet af, var nu afgrundet
Stemmen der havde givet hende trøst, var borte for bestandigt
Det var ikke til at forstå, det var ikke til at få ind, så uforstandigt
De eneste tanker hun kunne finde var sorte
Hånden der havde rokket vuggen var kold, og smilet der varmede var borte