Jeg vandrer i min ørken
Mit sinds ødemark
Jeg er blevet en pilgrim
i mig selv
Jeg må vandre
Tørste efter viden og overlevelse
til en ny orden sænker sig
Mine ord blev fortidslevn
Nedslidte og flåede
af skarpe støvkorn
der hvinende angreb alt det
dommedagens vinde ramte
Min ryg er det eneste vidne
til det endelige kollaps
af den jeg var
Jeg forlader fortidens kontaminering
Efterlader mine erfaringer
indbundet i ungdom og trods
Så jeg må søge
Finde en ny oase
hvor mine ord igen kan tænde ild
Hvor mit sind igen kan finde næring
Til da må jeg leve i en usikker forsoning
mellem ekkoet af det fortabte
og de glitrende solopgange
der endnu venter