Jeg bygger forsvar mod den kunstige empati
der trægt drypper ud af skærmen
Der dæmpet belejrer vores sind
med løfter om uendelig trivsel
Jeg forpupper mig
i en membran af trods
Lader forfaldets parade marchere forbi
til rytmen af den falske anger
når virkeligheden nok en gang
vælter ind over ideologierne
Under mit skjold
søger jeg hellere ind
Ind til urtidens sommernætter
lagret i alles arv
En stille tid i et landskab
beklædt med stjerners lys
hvor vi med rene hjerter
fandt hvile på det bløde mos
under mørkegrønne kroner