Stiller dig på dørtrinnet bag tidsporten
Og igen er du en skikkelse der er gået når jeg
Vender mig om lige om lidt
Igen står en figur ud gennem havnehullet bort fra dette liv jeg har valgt
Et liv hvis udvidede selvkontrol som regel får smilet frem men ikke idag
Ikke når kærligheden får cuttet vingerne af på sit overlydsfly
Af mangel på plads nok i kontrolzonen
Selv denne blues skal sikre jeg har et sted at sove, være et alibi på skrift for de flyvske tanker der så endelig får form og formål...:
- Selv om, og på trods af, at jeg helst stod og sov på dørtrinnet med dig, den eneste ene i blandt arbejdets reallife show girls her i tilbuddet denne uge...
Jeg vender mig om, går ind og lukker døren i hovedet på dig, checker oliefyret, fylder køleskabet, hænger tøjet op og snuser til den t shirt familien gavmildt og ufortjent gav mig til jul...
Men skriger ned i puden og drømmer dine fodaftryk fra dørtrinnet i stedet sad på puden
Lad mig vågne med store fodaftryk iblandet efterårets blade, aftryk stemplet på mit eneste ansigt, et ansigt der ikke kan overskue at tale lige bevinget til to kvinder, hende ved døren og hende ved skydelågen hæftet til brødkassen og babyfotoalbummet.
Stille går man ud i vinden, hverken med den ene kvinde eller den anden, men med hunden, og henter rundstykker på tankstationen iført mundbind, der på sin vis afslører mig som den maskerede hjerterøver jeg forsøger at være over hele linjen, mens jeg ved de unge ler af jeg alligevel snubler en af dagene.