Det hænder jeg bliver sur.
Som regel over andre,
pga. noget de har gjort
eller ikke gjort.
Det hænder sjældnere
at jeg glemmer
hvorfor jeg er sur.
Men det sker.
Så er det jeg tænker:
Skal jeg nu prøve at huske
hvorfor er jeg sur,
så jeg har en grund
til at være sur?
Eller skal jeg prøve at tænke:
Det var da rart
at slippe af med årsagen,
for nu behøver jeg ikke
længere at være sur?