Jeg finder de gamle blomster rundt omkring
fra mange år tilbage
og planter ud i lyset.
De har sovet for at visne som i et efterår hver sommer,
glemt og overset i skygge
så de på mig hver dag.
Jeg filtrerer de sammenvoksede violer fra hinanden
der aldrig fandt på at blomstre,
hvor de stod.
De andre jeg fandt bagved hjørnet til et glemt kapitel
har fået sommer sol og nye pladser,
nu har jeg vandet dem alle.
Jeg kan høre rødderne sprælle i den porøse jord
og planterne vågne time for time,
i forsigtige gnister af glæde over livet
ranker de ryggen og rækker hænderne mod himlen
i fornyet håb.
Jeg vil tro på en fremtid midt i mørket,
få øje på solens sprækker
gennem skyggesiden.
Verdenssituationen
med corona og klimaændringer
der lægger en dyster dyne over alt
skal ikke få opgivelsens magneter til at slukke lyset.