Skammen har båret mig igennem livet.
Det er bestemt ikke fordi jeg har været pivet, men jeg har været flov over mit mødrene land, som var jeg født i beskidt og sumpet vand..
Som den tryggeste sikkerhedsforanstaltning, har jeg måtte iføre mig den stærkeste rustning.
For dengang jeg blev født, var der noget der hed tvangssterilisation, så jeg er nærmest en ud af en million.
Jeg blev gemt i min moders indre, kun fordi hun ville forhindre, lægernes skånselsløse dom, som aldrig kunne gøres om.
Hendes æggeledere blev kappet,
og hendes medicinindtag optrappet.
Usikkerhed og skarpe sten har styret min barndoms færden, så det er nærmest et held, at jeg er i denne verden.
Min barndoms grundvold rystede og skælvede, og var meget mere end et smertehelvede.
Jeg tog dog livet med oprejst pande.
selv om jeg indimellem måtte træde vande, og jeg er kommet gennem de værste strabadser, fordi jeg har gemt mine følelser i "glade" kasser..
Jeg har tit sejlet rundt i min egen sø, og bare ventet på, at få lov at dø, og desværre har jeg fejlet som hustru og mor, men har fundet trøst i visdommens vise ord, og på grund af min Kristus tro, har jeg også fundet Guds sjælero.