Jeg går stille
gennem denne tid
hvor angsten hænger i luften
som efter en evig guds død
En vedvarende støvregn af entropi
presser sig ind i alt
I tanker og ideologi
I byen og naturen
Jeg søger væk
fra denne klemte verden
Jeg søger en ømhed
som brænder
med dæmpet vildskab
En ømhed som giver
små udbrud
af lidenskabers evighed
Blot sekunders underminering
af de nedslidte suk
som anes overalt
her i resterne
af vores humanitet
Sekunder
hvor man kan leve
uden grænser