Helt ude
på grænsen af dem selv
flyder de
med drømmes hastighed
på impulsernes hav
Paralyserede passagerer
på rejse mod mytiske syner
De skriger i deres drømme
når de strejfer
de slørede følelsestråde
lænket til ukendte drifter
dybt i deres personlige urhav
af nedtrampet smerte
Herinde
under civilisationens tynde skal
slagtes deres masker
af sandhedernes tvang
Her er de nøgne
Her er de fortabte
De vågner langsomt
mens nattens minder
drypper ud over sindets kant
og kun kort fornemmes
som tåge og dis