Mandstro giver ham sindsro
idet Admiralen sætter sig på hans skød
med ødelagte vinger
omgivet af Kongelys.
Omfavnet af Bukkehornsblade
sidder han stift som en Sort Natskygge
og iskold som Korrelkornellerne
blomstrende i vinterkulden.
I frygt for at knække
som en Blodbøg i en storm
rejser han sig ædelt som en Gran
stædigt stående i en blød sandjord.
Som kvalt i en skovbrand kryber han sammen
som et bregneskud i regnvejr
og bortfalden i skumringens myggesværm
rejser han sig igen prægtigt som en Ask.
Fanget i et Djævelsbid bryder han sammen
omringet af tornekrat og Tidsler.
De flækker hans hud blodrød som en Dahlia
kvæler ham svagelig som de kinesiske glasblomster
Og så begynder han at græde.