Jeg har kendt dig så længe
du er en ven og en fjende
jeg frygter dig og din styrke
frygten din indgriben i mine tanker
frygten din indgriben i mine drømme og i min søvn
du er nådeløs
når først du har fået for meget plads.
Jeg kender dig
men du snører mig altid
når jeg mindst forventer dig
du tager små bidder af mine tanker
som sætter sig som myggestik
de klør
men jeg glemmer.
Jeg glemmer din styrke
glemmer at du kan lamme mig fuldstændig
gøre mig til en slave af dine onde bedrifter
jeg tror jeg har kontrollen
tror jeg kan skramme dig væk
men du er snedig
som en hver anden snylter.
Jeg har kendt dig så længe
men jeg ønsker ikke dit bekendtskab mere
jeg viser dig døren
men lader den stå på klem
jeg tør ikke smække den i
for måske giver du mig en dag
noget dyrebart.