Jeg står her,
og det er jeg vældig godt tilfreds med.
Jeg står her bare.
Det er det eneste,
jeg vil.
Det er det eneste,
jeg kan.
En gang i mellem går jeg også.
Ikke noget særligt sted hen.
Så stopper jeg op igen
og står der bare.
Jeg kan godt lide at stå,
selvom det ikke er noget særligt.
Og så alligevel.
Det at stå er symbolsk.
Det tilsiger,
at man har rejst sig.
Fra støvet
der ligger ned,
og som stadig ligger ned,
mens man selv står oprejst.
En dag skal jeg lægge mig igen
og sove blandt støvet.
Måske vil jeg gerne til den tid.
Måske er jeg blevet træt.
Måske støvet ser blødt ud.
Men indtil da står jeg her,
og det er jeg vældig godt tilfreds med.