Vi sidder på en bænk.
Et sted uden koordinater.
Og stirrer blindt ind i vores egen undergang.
Fortabt i dens skønhed.
Vi siger, at det er smukt.
Lyset,
ved Verdens ende,
som vi selv går i møde,
selvom vi ved,
at vi ikke må.
Der,
hvor det uendelige ender.
Der,
hvor det udødelige dør.
Der,
hvor evigheden går til
i det flammende hav.