og ude i min virkelighed står onde folk på vagt
de vogter over hadets ret og ord der slår så hårdt
de hårdeste kan smile højt og forme armes kram
og de får krammet på mig når jeg smiler og blir varm
i varmen blusser mine kinder men mit blik blir mat
og mat og blank og tøndetom står jeg og ser kun på
så det jeg ser skal råbes højt for ellers er jeg død