Et agern falder, store højder, lander blødt, jorden kalder.
Blade falder, dækker nød, skallen bliver langsomt blød.
Vinter svøbe; hvidt på jord, under dyben muld der gror,
der en spire; forår venter, lyset kommer, varmen bringer.
Luner skovens dybe muld.
Ud af skallens trygge rum, op mod lyset kommer,
spiren op af skovens bund; første blade, hvilken stund.
Snart der kommer flere; grene her og der,
alle har de blade, lyset mærkes her.
Roden ned i jorden, trækker vandet op.
Solen giver næring, helt til kronens top.
Tiden går; træet gror, snart det står; på vor jord.
Som et vartegn, stor og vægtigt, trodser tiden, som en mægtig.
/// Og hvis der ikke er en eller anden vandal
der finder på at fælde det, så:
I utal af efterår, det agern i jorden sår.
Tiden stille går, tiden stille står.
Men intet holder evigt, kun evigheden selv.
Så efter mangen storm, falder tidens gæld.
Det store træ må slippe, sit greb i skovens bund.
Det falder som en klippe, og giver lys en stund.
Til spirerne i mulden, træets egne frø.
De venter kun, det kommer snart, nu må det blive tø.