Glæde gjaldede gennem gaderne,
som sprøjtet ud af trompeters tragt.
Skyllet væk og glemt var alle haderne,
aldrig mere en grund til at være på vagt.
Freden synlig i hvert et menneskes ansigt,
som var deres indre ro synlig i alt det ydre.
Krigen for evigt dømt som menneskeligt svigt,
og alle vil andres liv med gode gerninger krydre.
Volden var for evigt fordømt med hele dens skygge,
barnegråd afløst, nu høres grin fra legende børn atter.
Sygdomme var alle blæst væk og afløst af dansk hygge,
og smerterne findes kun i folks ribben efter for meget latter.
Men så vågnede jeg op fra min vantro utopiske drømmeverden,
så at sygdommen stadig på jorden har sin evigt smertefulde gang.
Mens man udenfor ofte ser sporene efter voldmænds færden,
og barnegråd høres i slumboligernes dumb rungende klang,
fordi at moderen atter var et offer for ond meningsløs vold.
Aviserne udbasunerer hvor mange døde krigen nu talte,
men læserne ser på nyhederne med mentale skjold.
Folk tænker på løftebrud fra alle dem de valgte,
og tilslutter sig selvtægtsgrupper der hader,
afreagere på skyldige og uskyldige i hold,
gråden gjalder atter igennem gader.