Øjnene griber så ofte om verden,griber ud fra dit ansigt.
Dine øjne forelskes i smerten, accept af alt i ren indsigt.
Selv når jeg rækker ud efter din hånd, mister jeg intet.
Du besvarer kærtegn med ånd, varmen altid ventet.
Jeg rækker op og ind efter en tanke, gribes af tårer.
Noget varmt i brystet vil ikke banke, du åbnede dine årer.
Dryp,dryp,dryp, gulvet rødmer, hjerteklapper stivner hårde.
Men jeg elsker vores morgener, eller hedder det mest hjerte i datid.
At vi vågner tæt er varme indre fontæner, jeg lyver mig til med flid.
Gulvet er koldt under tæerne, virkeligheden er forladt som du.
Alle stearinlys mangler nu vægerne, min farrolle er frønnet og ru.
Ru og tør, slet ikke varmet og smidig mere, vi var af sjæle her flere.
Men din er på rejse min søn, kære, draget bort fra min sfære.
Thomas der kun blev ti i livet det fri, hvor ville du helst være.
Her hos os der ikke kunne gi', eller hos Englenes Hære?