Et evigt spørgsmål rasler i hovedet,
Og intet kan dæmpe dets raslen
Frustrationerne kan kun overdæmpe
For at få mig til at skrive med pennen
Et spørgsmål, der gør sig til centrum
Og udvisker hele min eksistens
Det fordrejer den bitre virkelighed
Og ændrer på verdens konsitsens
Et spørgsmål, der trækker mig ned
I de dybeste og mørkeste grøfter,
Hvor jeg mindes de mennesker,
Der ikke overholdt deres løfter
Et spørgsmål, der gør mig til et offer,
Og en fange i dets lille fængsel.
Det tager glæden og efterlader mig
I en lang og uforståelig længsel
Et spørgsmål, der er der hele tiden,
Og på mit hjerte trykker
"Hvorfor tillod du mennesker
At rive dig i stykker?"