Du valgte at gå.
For det var for dig ubærligt.
Ubærligt at se.
Min glæde målt af.
Mod dit eget sortsind.
Selvom vi var venner.
I mere end 12 år.
Og jeg gjorde hvad jeg kunne.
For at vise dig at du betød alt.
Fortryder jeg kun.
At jeg ikke så dit mytteri.
Og holdte dig over alle andre.
Du hjalp mig da ingen andre havde tid.
Du var der når alt brændte på.
Hvorfor Helvede behøvede du at gå?
Med dig var det altid 50 nuancer af sort.
Og ved du hvad: Det er fandeme noget lort!
Du var jo ikke sådan når man var alene med dig?
Jeg ville give dig æren af at være bedst man.
Men du kunne ikke se min plan:
To venner der holder sammen.
Også hinsides ja og amen!
D