Jeg kender dit ansigt
kender dit åndedræt
som var du en del af mig
men du er din egen
du trækker dig væk
din stemme er pakket ind
jeg hører den
men fordrejet og forkert
et ekko af ingenting.
Et ingenting
som æder sig stort og uoverkommeligt
her lige i mellem os
hvor der før var varmt, hyggeligt og trygt.
Nu er jeg tryg i mig selv
eller er jeg
måske er jeg bare levedygtig
og kan balancere
i en iskold snestorm
vores ansigter krakelerer
jeg kender dem ikke mere.