Torsdag 29. marts 2018, Brøndby.
Den lørdag lå jeg på gulvet alene i smerte
og antabussen jog af sted med mit lille hjerte
Advarslerne tårnede sig op i hoved og krop
mens jeg bælled' kirs'bærvin fra flaskens top
Der lå jeg så bange, "hvornår går det over,
så jeg kan åbne den næste, og få mig en tår"?
Tvivlende tomhed tænkende på at være ræd
Jeg lå stille i smerten, jeg husker ikke jeg græd.
Bussen er for længst forsvundet udi tågens dis
Jeg genoptog processen, der var sgu' ik' så meget fis
I fireogtyve år gik jeg på den brede sti og drak mig væk
Men som sagt er bussen kørt, og mit liv det led et knæk
Nu er jeg dog i den situation, jeg er på en helt anden busstation
en holdeplads med plads til at vælge et liv med en bedre konstitution