Februar-Tirsdag 2. april 1996, Lyngby.
Jeg vandrer på gaden. Mennesker i flæng færdes i klynger.
Den gamle og damen med den slidte hat. Musikanten der spiller. Synger?
Manden med molesteret mund i sit slidte 20'er jakkesæt. Med plet.
Én med kasketten vendt forkert. På hoevdet. Joggingtøj. Tyggegummi. Autonom? Hiphopper?
Vinterkulde. Tavshed. Larm fra bilerne. Hvor ér lyden blevet af. Fugle?
De fede duer der kagler.
Bilerne der oser. Os? Ud i luften. Kapitalismen renser samfundet for utøj. Komøg.
Bilrudernes glans. Sikke en dans. Kampviljen flenser. Livet er rundet. Føj.
Og en kalket hvid stribe er tilbage. Regelmæssig rolig og støt.
Den unge kvinde der går. Forbi. Caféen der dufter og jeg nyder duften.
StorCenteret der lukker og drømmen røg i grøften. Vejen gennem byen. Snøften?
Nyder glatheden barskt.
Attachemappen lyser op. Slipset hænger vinkelret. Ølmave? Nej? Strømlinet? Ja.
Og lige fliser afmålt som firkantede øjne der stirre på een. Bare sten. Men de stirre på een.
Forbi Fredgaard. I fjernsynsreklamer. Bag caféens ruder.
Jeg går. Ned af gaden. Skyerne hænger.
Prisen ér 8,95 på surbrøddet hos bageren. Køber det. Nødtørftent.
Ved Café Fodkold og på gaden ses folk der spiser.
Murene er trætte. De gamle sten er i forfald. Træernes blade blafre bevidstløse i vinden
Solen skinner pr. behov.
Mosaikker af mennesker. Mosaikker af sten. Bymosaikker. Og folk der kigger.