Vi havde alle gået den lange vej
Ingen vidste hvor vi startede
Eller hvor det endte hen
Men Peter havde snakket med en ven
Og sammen var vi gået den lange vej
Men ingen spurgte for ikke at være fej
Vi gik og vi gik, og jo længere vi gik
Begyndte vi at sende hinanden det der blik
Når vi frem
Hvordan kommer vi hjem
Er der nogen der ved besked
I vildmarken har ingen fred
Især ikke når ingen ved besked
Og nogle af dem begyndte at blive ked
Skulle vi bare vende tilbage, og til hvad?
Ingen kendte afrejsens stad
Der var ikke andet at gøre at spørge sig frem
Hvor vi var, og hvor vejen var hjem
Hele flokken irrede med spænding
Men den første der spurgte om vej var Henning
Nå der er vi, lød svaret af hans røst
Han havde snakket med en lokal, og det gav ham trøst
Juhu tænkte vi alle, nu kan vi komme hjem
Måske dem der hjemme har døren på klem
Hjem til varm kaffe og uldne tæpper
Serveret for os bliver der næppe
Men glæde ved at komme hjem
Fra en rejse der ikke har været nem
Er glæde dobbelt god
I sjælen som en rislende flod
Ja rejse er at leve livet
For dem der ikke er pivet
For vi kender slet ikke de farer vi kommer forbi
Gemme sig kan ingen, eller gå i hi
Og sige dette her er ikke til mig
Men vi er nu vel på den samme vej
Men sådan er livet
Sådan rejsen vor
Vi kender måske ikke destinationen
Men vi prøver hvad vi tror
Famler os frem
Bygger os et hjem
Med det der er voret eget
Men sådan er der så meget