Står på toppen af et sneklædt bjerg
her koldt og herren blæser horisonten omkuld
Kigger ned mod dybet
får øje på et liv
åbner orkanens øje og slipper kræfterne løs
rustne sporvogne river sig fri af deres røde cancer
jeg er nu endnu mere blottet på mit bjerg
Havet hæver sig og blotter sine tænder
viser mig sin fråde
byerne barrikadere sig mod højere eksistenser
Eksisterer vi i vor eget glasbur?
Flygter vi måske
Mod den gode vilje
Eller venter vi kun?
Frygter vi kun?
Vi venter frygten...
Kommer måske mens tid er