Så nu sidder jeg her. Overfor mig ligger telefonen på det ellers nøgne bord. Burde jeg tage den, finde dit navn i mine kontakter, og hælde alle mine følelser ud, smide dem i hovedet på dig, så du ikke længere kan ignorere dem, men for en gangs skyld, skal forholde dig til noget. Skal jeg sige hvad jeg føler? At jeg føler mig kvalt? For du har taget min ilt, har fjernet mit sikkerhedsnet fra mine fødder, og skiftet det ud med en usikker grund. Jeg føler, at jeg går på budding. Usikkert, og blævrende. Hvor er min solide sikkerhedsflade? Hvorfor har du fortjent, at fjerne den fra mig? Hvorfor er du så meget værd, at du kan rive tingene væk fra mig, én efter én, som var de luft? Det er midnat, og jeg har stirret på telefonen i to timer nu. To timer. Endnu en ting, som du har taget fra mig. Du tager min tid, suger min luft til dig, stjæler min selvsikkerhed. Vores kærlighed startede som en kæmpe sø, stor og blå, fyldt med liv. Nu er alt, der er tilbage en grumset vandpyt på en grå regnvejrsdag. Du har drukket vandet, og efterladt en beskidt bundslant til mig. Det var, hvad du kunne give mig. Intet mere, helt sikkert mindre. Før jeg mødte dig, var jeg en proton, positiv, lykkelig. Jeg mødte dig, og langsomt svandt min glæde. Jeg blev en neutron, men det var ikke nok for dig, også blot at være en neutron, og du efterlod mig som en elektron, negativ, fyldt med vrede og tårer, alt imens du var blevet en proton. Du tog min lykke, og efterlod mig med sorg. Jeg misunder dig din glæde, for den glæde, den var engang min. MIN. Den var MIN. Jeg håber, at glæden kvæler dig langsomt, og at du suges ned i en vandpyt, endnu klammere end min, og langt mindre, dog dybere, så du stadig har plads til at drukne i ulykke og sorg. Jeg håber du drukner, inden jeg gør det. Jeg vil holde mig på vandoverfladen. Jeg har fået en badering. Jeg bliver okay igen. Men ingen vil forære dig en badering. For du har punkteret hver og én.