Jeg kan se digitaluret spurte mod de sene timer, men mine følelser kan ikke følge med. Det hele hober sig op, en gigantisk bunke i mit hoved, det presser sig på, som banken i mod min skal, som er så skrøbelig, så skrøbelig. Det er endeløst, stopper det nogensinde?
Er dette virkelig livet? For er det så sådan her jeg vil leve? Det tror jeg ikke, faktisk så ved jeg, at dette ikke er måden jeg vil leve på, men hvordan bryder jeg ud? Hvordan kan jeg slippe væk, fra de monstre, som jagter mig dag ud og dag ind? Jeg tror ikke længere, at der er en måde at flygte fra dem på, men jeg må lære at tæmme dem, så dette cirkus kan forsætte, dog forsætte kontrolleret. Men hvordan tæmmer jeg dem? Jeg har fået flere værktøjer til det, lært hvordan man går ligeud, fremad. Men ingen har lært mig, hvad man skal gøre, når flere og flere monstre træder ind og ingen træder ud. Forlad nu lokalet, er det eneste jeg kan tænke om dem. Lokalet er fyldt, her er ikke plads til flere. Engang var de gæster, nu er de familie. Familie er der altid for dig, de er her altid for mig. Min familie er vokset til sådan en størrelse, at jeg nu ikke længere kan holde styr på dem. Hvem er hvem, hvem gør hvad, hvad gør mig til den jeg er, hvad starter tornadoen i mit hoved, hver gang jeg tænker lidt for meget? En tornado af frustration er det eneste jeg kan mærke lige nu. Det sitrer i mine fingre, kilder i mine tæer, og mit hoved føles tungt. En del af mig har lyst til at stoppe alt jeg foretager mig, ligge mig i seng, og sove indtil problemerne er opløst, som piller i et glas vand. Men dette er en umulig opgave - jeg kan ikke få tilladelse til at gøre netop det, som lyster mest. Netop dét er forfærdeligt. For jeg kan ikke længere mærke mine fingre, mine tæer er kolde og mit hoved er fløjet væk.