Der er nogle møder i livet der ridser sig ind i barken på ens livstræ. Nogle små situationer der er ens minders broknuder i hjernebarken, de veje til erindring og dermed forankring i at livet er noget man kan kalde okay. Sådanne møder har jeg haft med min ven Carsten på trods af han er næsten ti år ældre end mig.
Carsten mødte jeg første gang i maj måned 1990. En vildt udseende ven med en graffiti overmalet Mercedes kassevogn førte os sammen, og vi stod i Next Stop Sovjets hjemlige hovedkvarter... - Next stop sovjet som var en del af det humanistiske arbejde i Sovjet i de år muren faldt og deromkring. En lille flok aktivister sendte os godt afsted, en lille forsamling smil til os der var på vej i bilen til Sydspanien og Barcelona.
Det var en art punket pilgrims rejse. Vi havde læst om malere, guldalder malere, der var rejst sydover før, og vores glade selvglæde syntes da godt vi i de bedste øjeblikke kunne lave fotografier og malerier der nåede deres niveau. Joachim havde en kæreste i et bezat kollektiv i nord Barcelona og han havde som jeg læst Robert Pirsigs bog Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel og fortalte med glimt i øjet at kvalitets reparations stemninger i Joachims mekaniker forsøg var Mercedes ikke helt uimodtagelig overfor.Kort sagt, han kunne klare det meste selv når den strejkede.
Carsten havde og har en stærk yoga og psykologi bevidsthed, der senere blev god brug for da han for få år siden , i 2011 blev uddannet som psykoterapeut. Det var allerede de kunst terapeutiske og eksistentielle berøringsflader som kunst arbejde havde bragt os i kontakt med, ja allerede dengang i 1990 var det de overvejelser og glæden ved flow oplevelserne når kunsten ophævede tid og sted, som vi ville studere. Med mine 21 år var jeg ikke klar over at vores personlige Updates af indre stemninger til hinanden en dag skulle blive gentaget i art men mere som markedsført som kommunikationsstil og fænomen under navnet Facebook...