Det er svært at finde ud af, hvor jeg skal starte
men måske jeg bare sku' starte med, hvordan jeg har det
Måske jeg bare skulle sige det, som det er
At jeg ikke længere føler, livet er noget særligt værd
Måske jeg bare skulle starte med at sige katarsis
Og forbinde det mørkeste mørke med fred og paradis
Og nu bliver det hele lidt paradoksalt
Men jeg mener seriøst, at intet andet er mere basalt
Og tro mig det er vanvittigt brutalt
For for alvor at sætte sig selv helt fri
Før man går fra gående person til liggende lig
Er man nødt til at se sig selv fuldstændigt i øjnene
Er man nødt til at erkende alle løgnene
Og være med alle de ting der ligger på bunden
Og nu vil jeg dissekere de forskellige aspekter af summen
Det drejer sig om ensomhed
tomhed
og angst så stor
At der virkelig ikke er nogen kære mor
Det er der, hvor man for alvor møder sig selv
Og det føles lidt som at blive slået ihjel
Lidt som at blive kvalt i sin egen eksistens
En følelse som er ubeskriveligt intens
Den grundangst jeg altid har flygtet fra
Men nu er jeg fanme klar
For jeg har virkelig mærket hvad der sker
Når man med helt åbne øjne ser
Når man rent faktisk kan rumme
At være der, hvor man ikke kan bunde
Når ligegyldigheden har fortæret én godt og grundigt
Sker der noget helt underfundigt
Der er bogstaveligt talt ikke mere at være bange for
Og det er for mig det samme som
Det jeg har sigtet efter hele livet
Som jeg altid har forsøgt at holde trit med
Ultimativ
Fredfyldt
Frigjort
Frihed