Udmattet og tæt på den yderste grænse
i sindets skumringstime
vandrer jeg i tidløs stilhed af tilgroede skovstier
hvor tidsel og brændenælde sætter spor på min hud
Træt hviler jeg min pande mod et træs mosbelagte bark
og læner mig mod den solide gamle stamme
Beroligende lægger skovens dufte sig som en film
over mit skrøbelige blotlagte skind
Højt over mig i evighedens vidtstrakte rum
svajer trætoppene i slowmotion med sort kontrast mod lys
og bag den uendelige stilhed
hviskende stemmer af krystal
men ingen der svarer da jeg råber
blot tusinde ører der lytter
imens solen lader sine lysgardiner falde i overjordisk skønhed
og opstiller en vanvittig modsætning
til mit tætte støvede mørke indeni