Du er antitesen i metamorfose
Svævende på tunge skyer,
Med smilet pyntende i øjenkrogen
Isnende og utryg, så ryster jeg
Ramlende, rastløs, begravet,
Med sitrende fingre og knækket sind
Påskeliljer blomstrer i vandspejl
Dine løfter ved min mund,
Og jeg rækker ud efter dig, fortabt
Endnu en gang er jeg et ekko
Reduceret, deduceret, intet,
Og vandspejlet oversvømmer et
Knækket sind og knoglestøv