En sonate
spiller et sprødt klokkespil
i et spindelvæv spundet af guldtråd
En blød skovsti af grannåle noder
kun betrådt af barnefod
l melankoli
rejser sig sorte graner
Ranke står de
med blødt mos på våde grene
Jeg mindes der engang var tid
for mig et sted
I en himmel højt oppe
med udsyn til de store vidder
er der hernede fra kun
dunkle skygger på klangbunden i mit sind
I et svunden barndomsland
leder jeg efter uforstyrrethed
At blive opslugt i glemslens riger
hvor alverdens lys ikke når ned
Herfra kan jeg betragte
uden selv at blive set
Og lægge mig træt til hvile
i en evighed