Syren ætser tankerne,
Tanker om dig flyder gennem kraniet, som lava og varm chokolade.
Din hud var så kold at berøre, så smudsigt et blik du sendte.
Jeg ... jeg vågner op i sne og blomsterfryd, i anemonernes skær og Jupiters gensyn,
For han er en almægtig Gud, i sit eget selvsyn, og hans ord vægter tungt om nakken i en halskæde, der får hovedet til at hænge, smilet til at dø og øjne til at blistre i stjerneskud.
Jeg er ikke syrlig mere,
Dog er du et underskud, en underbemanding, der kræver kræfter.
Dine negle kradser, hægter sig fast i de alkoholiserede sår.
Jeg ... jeg er ensom på en sommernat, for vinteren er passeret og en fremmed, ja,
Han nyder mit selvskab imens jeg nyder hans antændte joint, røgen sprudler og hjernen summer og lukker ned, for øjnene blistre i stjerneskuddet imens søen falder sammen.
Åh Jupiter, som han ler,
Han er ikke sølle som resten, men skinner af fryd og hjertets banken.
Alkoholen brænder og buldrer i årernes lange, blodige baner.
Jeg ... jeg ønsker dig her, selvom jeg ikke burde ønske dig her, for du er syren,
Og jeg brænder sammen på bålet og burde bade mig i Jupiters skær men i stedet indtager jeg dig, for du brænder som ingen har brændt mig før. Ikke engang som Jupiter har lovet.